Ghana er generelt et fredeligt land, og langt de fleste rejsende har et problemfrit ophold i landet. Uheldet kan dog være ude. For at minimere risikoen for ubehagelige oplevelser, anbefaler ambassaden, at man er opmærksom på følgende sikkerhedsrisici.
Der har i den senere tid været en stigning – fra et relativt lavt udgangspunkt - i berigelseskriminaliteten, herunder i voldsudøvelsen i forbindelse med røverier i Accra, Kumasi, og Tamale. For Accra’s vedkommende peger de seneste rapporter på berigelseskriminalitet, ofte væbnet, på gader og veje i områderne Osu og Airport Residential. Der er endvidere for nylig set eksempler på landevejsrøverier i den nordlige del af landet på strækningen mellem Tumu og Bolgatanga. Der bør derfor generelt udvises agtpågivenhed, når man færdes i disse områder.
Færdes man i bil, bør man sørge for, at bildørene er låste under kørslen.
I Accra er der set eksempler på, at taxachauffører har været involveret i røveri. Det bør derfor overvejes om muligt at anvende taxachauffører, der er blevet anbefalet af en troværdig kilde. Alternativt anbefales det inden turens start at notere sig taxa’ens registreringsnummer i chaufførens påsyn.
Ambassaden er gjort opmærksom på, at det sker, at personbiler bliver røvet efter at have stoppet ifm. fingerede trafikuheld. Rejsende opfordres til at være opmærksom på denne risiko.
Man bør udvise særlig vagtsomhed ved færden efter mørkets frembrud og på ubefærdede steder, særligt som kvinde. Endvidere bør det undgås at rejse med større mængder kontanter eller værdigenstande, og man bør være opmærksom, når man hæver kontanter i pengeautomater.
Ghanas Northern Region har været plaget af etniske stridigheder. Ved rejse til Northern Region bør man derfor orientere sig om situationen og være opmærksom på risikoen for stedlige udbrud af etniske stridigheder.
Rejsende bør desuden orientere sig om forholdene i Elfenbenskysten og Togo, og vise agtpågivenhed ved færden i grænseområderne hertil. Især i landområderne er vejnettet i Ghana ofte i dårlig forfatning. Kørsel uden for de større byer efter mørkets frembrud bør undgås. Overalt i Ghana tilrådes det at udvise almindelig respekt for den lokale kultur, især i påklædningen. Det frarådes at bruge for korte shorts og andet udfordrende tøj. Der findes pengeautomater i landets største byer. Kreditkort (især VISA) kan benyttes på mange hoteller og i nogle forretninger. Svindel med kreditkort er udbredt. Det anbefales rejsende at være opmærksomme på sundhedsrisici, især i forbindelse med malaria og HIV/AIDS. Hospitalsfaciliteterne er yderst begrænsede, især uden for Accra. Man bør være meget påpasselig med at drikke vand fra plastposer, som kan købes i gaderne. Der har været tilfælde, hvor dette vand har været meget forurenet. Der har indtil nu derimod ikke været problemer med vand på plastflasker.
I tilfælde af alvorlige ulykker, hvor akut ambulancehjælp er påkrævet, opleves det ofte, at den offentlige ambulanceservice sjældent lever op til de standarder, vi er vant til fra Danmark. Derfor ønsker ambassaden at gøre opmærksom på den private organisation West African Rescue Association (WARA) , som er en førende udbyder af service levering indenfor akut hjælp. Som bosiddende i Ghana kræves medlemskab for at kunne benytte sig af WARA. For personer, der opholder sig i Ghana i mindre en 6 måneder, kan et midlertidigt medlemskab oprettes. For tilrejsende/besøgende i Ghana vil WARA også kunne inddrages, hvis henvendelsen kommer via Ambassaden. Omkostninger i sådanne tilfælde vil almindeligvis kunne dækkes af en rejseforsikring. Ikke-medlemmer af WARA bosiddende i Ghana må ikke forvente, at WARA kan tilkaldes. For yderligere oplysninger og oprettelse af medlemskab, se venligst nedenstående link:www.westafrican-rescue.com Det anbefales at tegne rejseforsikring med bred dækning. Der kræves visum for danske statsborgere ved rejse til Ghana. Ved længere tids ophold i Ghana anbefales det at lade sig registrere på den danske ambassade. Dette kan ske elektronisk på denne hjemmeside.